Skab den smukkeste patina med et zinktag

Der er ikke tale om magi, men om simpel kemi: Et nyt zinktag kan se ud, som om det er 100 år gammelt. Det er en kvalitet, når man arbejder med transformation af ældre bygninger.

Forklaringen er, at zink patinerer.

Når vi siger, at zink egner sig godt til transformation af historiske bygninger, er det fordi zink hurtigt opbygger patina, der betyder, at det har lang holdbarhed.

Zink lever længe, fordi det patinerer.

Selve patineringsprocessen går i gang, når zink udsættes for vind og vejr, og den resulterer i, at der dannes et beskyttende lag, som forhindrer zinken i at ruste. Det er en kontinuerlig proces, som foregår gennem hele levetiden, og hvis der opstår en ridse i overfladen, starter zinken forfra med at patinere. Det er derfor, vi kalder zink selvhelende.

Patina opstår gennem en kemisk proces. Først går zinkens overflade i forbindelse med luftens ilt, og derved dannes zinkoxid. Vand fra regn, kondens og luftfugtighed gør, at zinkoxiden omdannes til zink-hydroxid, som igen reagerer med luftens kuldioxid og til sidst danner et tæt og fast overfladelag af zink-karbonat – det vi kalder patina.

Anderledes forholder det sig på undersiden af en zinkbeklædning. Her dannes den beskyttende patina ikke, fordi der ikke er nok af luftens kuldioxid til stede, og hvis undersiden bliver udsat for fugtpåvirkning over en længere periode, vil der opstå varmtvandskorrosion, som med tiden nedbryder zinkens overflade.

Det understreger vigtigheden af at montere zink korrekt og efter forskrifterne, så der ikke opstår fugt under beklædningen, og det gælder ikke mindst i forbindelse med transformation og restaurering af fredede bygninger.