Bygning og natur går i et

Inde og ude flyder sammen i en syd­afrikansk villa, hvor materialer som zink og glas, træ og græsser skaber synergi mellem huset og landskabet.

Græs på taget
I de stejle bakker for foden af Taffelbjerget i Cape Town ligger rigmandsvillaerne skulder ved skulder. Her har arkitekten Paolo Deliperi tegnet en transformation af et eksisterende hus, der åbner det op mod udsigten og trækker det frodige landskab med ind i konstruktionen som et egentligt byggemateriale.

Takket være det stærkt skrånende terræn, kan de flade dele af husets tag bruges som taghave, og bjerggræsserne på skråningerne fortsætter i en glidende overgang ind over tagkonstruktionen, som en langhåret, grøn tagbeklædning, der bevæger sig med vinden.

Zink-periskoper
Nogle steder skifter taget dog karakter og udtryk; som periskoper rejser tre skrå zinkbeklædte tagflader sig op over selv bygningskroppen, og sender via højtsiddende glaspartier, dagslys ned i huset. To vender ned mod bugten mod nord og solen – huset ligger jo i Sydafrika – og den tredje skrå tagflade vender mod syd, med kig op til Taffelbjerget.

Den bærende konstruktion er et spinkelt stålskelet, der tegner en buet silhuet nederst, før taget svinger op i en 45° skrå hældning. Her er monteret præcist afgrænsede felter af RHEINZINK­prePATINA blaugrau ved hjælp af stående dobbeltfals, og hvor zinkfladen stopper, sidder smalle trælameller som solafskærmning på tværs af stålkonstruktionens udhæng.

Naturlig ventilation
Arkitekten har bearbejdet bygningskroppen ved at gøre den længere og smallere, end det oprindelige hus. Derved ligger flere af rummene nu en­suite, og det giver mulighed for naturlig ventilation på tværs og sikrer samtidig maksimalt dagslys i hele huset.

Arkitekt: Paolo Deliperi Architects, Cape Town, Sydafrika 
Blikkenslager: G Tech Roofing, Cape Town, Sydafrika 
Areal: 700 m2
Opført: 2016
Zink: 100 m2, stående dobbeltfals, RHEINZINK­prePATINA blaugrau