Helende arkitektur med zink
Ud til Swansea Bay tæt op af Singleton Hospital ligger kræftcentret Maggie’s South West Wales. Her kan kræftramte og pårørende komme og få livet til at fungere med kræft.
Maggie’s South West Wales er tegnet af den verdensberømte japanske arkitekt Kisho Kurakawa. Kurakawas vision var en bygning, der var bygget op som ellipse med to roterende vinger, som svinger væk fra ellipsen. Den ene vinge fungerer som indgang og velkomst for den besøgende, mens den anden leder ud til et naturanlæg med træer, sten og udsigt over bugten.
Kurakawa døde desværre i 2007, og det var op til den engelske tegnestue Garber & James at gøre skitserne til virkelighed. Det var en vanskelig proces, fordi de visionære skitser viste nogle klare intentioner, mens de komplekse geometrier i bygningen ikke var defineret.
Tegnestuens medarbejdere måtte derfor tage talrige studieture til Japan for at studere Kurakawas bygninger og ud fra det forstå proportionerne.
Udfordrende tagkonstruktion
Tagkonstruktionen var en af de helt store udfordringer for både arkitekter og håndværkere. Løsningen blev at samle de modstridende geometrier i en kompleks højderyg bygget af stålrør med snoninger og spiraler, som taget blev spændt op på.
Selve taget blev beklædt med RHEINZINK CLASSIC walzblank, der har masser af spil i overfladen. Taget danner en flot kontrast til bygningens betonvægge og giver et levende udtryk, der er i konstant forandring, som zinken patinerer og ændrer udtryk. Zinken er som naturmateriale også med til at understrege et af kardinalpunkterne i Maggie Centrene: At bygge i en menneskelig skala med naturmaterialer.
Ellipsen er husets hjerte
Maggie Centre er et sted for alle, der har kræft. Unge, gamle, syge og næsten raske. I centret kan de søge rådgivning, tale med andre der har kræft eller simpelthen slappe af i de smukke omgivelser. Husets hjerte er ellipsen, der fungerer som et semi offentligt rum.
Rummet er inspireret af det traditionelle Minka bondehus, hvor madlavning og indendørs arbejde fandt sted omkring et ildsted. Sådan er det også i Maggie’s South West Wales, hvor det centrale rum fungerer som et mødested. Her kan brugerne lave mad i fællesskab, læse eller slappe af foran ildstedet. I vingerne kan de besøgende tage del i mere dynamiske aktiviteter eller søge rådgivning. Udenfor grænser et stort grønt parkområde op til centret. Her kan de besøgende sætte sig og meditere med udsigten ud over det blå vand. Det handler om at sætte mennesket i centrum med naturlige materialer.
Maggie centrene
Maggie’s South West Wales er en del af ni kræftcentre over hele Storbritannien, som sætter fokus på rehabilitering og forebyggelse. Centrene er bygget af fonden The Maggie Keswick Jencks Cancer Caring Centres Trust Centres, der er stiftet af Maggie Keswick Jenck, som i 1993 blev konstateret uhelbredeligt syg af kræft. Mødet med det britiske sundhedsvæsen fik hende til at gå ind i kampen for bedre forhold for kræftpatienter.
Maggie Keswick Jenck var overbevist om, at alle patienter ville få det bedre, hvis de selv var i stand til at spille en aktiv rolle i deres sygdomsforløb. I sit sygdomsforløb var hun ofte nødt til at diskutere sin sygdom i meget kliniske lokaler, og mødet med den triste hospitalsarkitektur fik hende til at sætte en mere menneskelig arkitektur på dagsordenen. Siden da har tankerne om helende arkitektur inspireret arkitekter verden over til at skabe en mere menneskelig arkitektur i sundhedsbyggerier
Helende arkitektur
Helende arkitektur er idéen om, at arkitekturen påvirker menneskers velvære og kan være med til at fremme en helingsproces hos det enkelte menneske. Den grundlæggende idé er, at sundhedsbygninger skal være mere menneskelige. De skal bygges i en menneskelig skala eller være brudt ned i mindre enheder, så patienterne ikke føler sig fremmedgjorte. Arkitekturen skal støtte op om patientens velvære ved blandt andet at bruge naturmaterialer, der er rare at røre ved, ligesom der skal være adgang til masser af dagslys, udsyn og adgang til grønne arealer. Akustik og farver er andre vigtige parametre.