Lødighed og holdbarhed

Hvis der er to ord som karakteriserer zink, så må det være ovennævnte. Tag bare et kig rundt på byens gamle tage; her findes zinkbeklædninger, som blev lagt for mere end hundrede år siden. De holder endnu og er stadig smukke.

Zink var et kendt materiale allerede i oldtiden, men blev især udbredt som byggemateriale fra begyndelsen af 1800-tallet, på grund af dets holdbarhed, formbarhed og – skulle det vise sig – lange levetid.

Det er patina, som giver den unikke holdbarhed 
Mens andre materialer bliver slidt af vind og vejr, danner zink et beskyttende lag i samspil med netop naturens kræfter. Dæklaget beskytter zink mod rust og andre skadelige miljøpåvirkninger, så det kan holde i flere generationer. 

I Tyskland er der faktisk foretaget eksakte målinger af zinktykkelsen, for at vurdere dets levetid. Når zink er reduceret til halv tykkelse, siger man at levetiden er udløbet, og det tager i gennemsnit 75 år. Men det betyder jo ikke, at zinken er forsvundet, og et zinktag kan snildt blive liggende i flere hundrede år.

Den lange holdbarhed betyder, at zink passer godt til andre lødige materialer som træ, skifer og tegl, der også har lang holdbarhed og kun bliver smukkere med alderen. Det har stor betydning, når zink indgår i restaurering af fredede bygninger, der er mange år gamle og gerne skulle stå mange år endnu.