Rådhus rækker ud og byder indenfor
Et rådhus i den hollandske by Lochem rækker bogstaveligt hånden ud og byder borgerne indenfor i demokratiets hus.
Vær velkommen
Symbolikken er til at tage og føle på; i forbindelse med en kommunesammenlægning blev et fint renæssancerådhus fra 1640 i den hollandske by Lochem for lille til at varetage de mange flere borgeres interesser. Det blev derfor besluttet, at bygge et nyt og moderne rådhus, som i kraft af en langstrakt overdækket indgang byder borgerne indenfor i det ’transparente demokrati’.
Svævende byrådssal
Mens selve rådhuset består af to forholdsvis traditionelle kontorbygninger, med facader af røde tegl, er der anderledes spræl over byrådssalen. Den zinkbeklædte overdækning af indgangen er nemlig kun begyndelsen på en spiralform, som folder sig op og rundt, og ind hylder rådhusets byrådssal. Den synes at svæve uhindret midt i et stort atrium, midt mellem ude og inde, for bygningskroppen skærer sig samtidig tværs gennem glasfacaden.
Zink ude og inde
Det ekspressive formsprog er RAU Arkitekters værk, mens udførelsen af det komplekse blikkenslagerarbejde, har været lagt i hænderne på blikkenslagerfirmaet Elshof Metaaldak. Projektleder George Westgeest fortæller, at det har været et både udfordrende og tilfredsstillende arbejde:
Alle detaljer måtte løses individuelt, dels på grund af den amorfe bygningskrop, dels fordi vi skulle sørge for, at alle false fulgte samme retning hele vejen rundt. Det betød, at de konkrete detaljer først kunne besluttes på byggepladsen. Jeg synes, projektet demonstrerer, at zink som formbart materiale kan bruges til at løse omtrent alle opgaver.
Byrådssalen er beklædt med i alt 2.000 m2 RHEINZINKprePATINA blaugrau, som er monteret ved hjælp af to forskellige teknikker. På den buede flade er zinken monteret med stående dobbeltfals i to forskellige høj der på 25 og 8 mm, mens lodrette flader er beklædt med storruder.
Materialebevidsthed
Zink var af flere årsager et oplagt materialevalg. Det kan både bruges ude og inde, ligesom det lever op til bygherrens og arkitektens krav om at bruge Cradle to Cradlecertificerede byggematerialer, der ikke genererer affaldsprodukter efter endt levetid, men indgår i en fortsat materialecyklus.
Limtræskonstruktioner i bygningen er certificerede i henhold til krav om social og miljømæssig forsvarlig skovdrift, og alle møbler er genbrug fra det gamle rådhus. Solceller sørger for strøm, og varme genereres dels ved at udnytte den termiske masse i betonkonstruktioner, dels ved hjælp af varmepumper. Endelig er der trelagsglas i alle glasfacader og vinduespartier, og dagslysstyret LEDbelysning i alle rum.
Arkitekt: RAU
Bygherre: Aan de Stegge Bouw & Werktuigbouw, Goor
Blikkenslager: Elshof Metaaldak, Olst
Areal: 11.300 m2
Opført: 2010
Zink: 2.000 m2, stående dobbeltfals og storruder, RHEINZINKprePATINA blaugrau