Zinks historie
Materialets anvendelse som byggemateriale er vokset eksponentielt, siden det blev muligt at valse det til plader. Zink blev brugt i messing, en legering bestående af kobber og zink, længe før det selv blev kendt som byggemateriale. Messing blev blandt andet brugt til fremstilling af diverse genstande 3000 f.Kr. i de palæstinensiske regioner Babylonien og Assyrien 1400 til 1000 f.Kr.
I Indien og Kina lykkedes man tidligt med at smelte zink og rense det i vid udstrækning. Der gik dog næsten yderligere 1700 år, før zink blev isoleret som et rent metal af den tyske kemiker Andreas Sigismund Marggraf i 1700-tallet. Oprindelsen af navnet zink kendes ikke. Det kan være kommet fra det persiske ord "sing", som betyder "sten".
Takket være processen med valsning af zink, udviklet i 1805, var metallet nu egnet til brug som tagdækning eller til tagafvanding. Det blev hurtigt et tiltalende alternativ til dyrt kobber og tunge blyplader.
De første zinkfabrikker åbnede i Schlesien og Belgien, hvor der lå store zinkminer. Valsning - der stadig var kendt som knusning på det tidspunkt - gav forskellige materialetykkelser. Dette er også oprindelsen til nummereringen af zink.
Zink 14 og Zink 16 er sammen med Zink 12 stadig de mest brugte materialetykkelser i dag. Dengang var det ikke muligt at garantere en endelig materialetykkelse præcis på millimeter. I dag fremstilles titaniumzink-plader kun ved en automatiseret båndvalseprocess, så de kan produceres til en hundrededel af en millimeter. Zink 12 er 0,65 mm, zink 14 er 0,80 mm og zink 16 er 1,10 mm.
Tidlige påvirkninger i byggebranchen
Zink blev kendt som tagbeklædning for første gang i forbindelse med opførelsen Saint Barthélémey-kirken i Liège i 1811.
Det er dog Frankrig som gør sig mest bemærket med byggerier med zink. I midten af det 19. århundrede oplevede Paris en stor befolkningstilvækst. Napoleon III bestilte derefter byplanlæggeren Haussmann til at udføre planerne om en storstilet renovering af Paris. Haussmann valgte zink til tagene på de utallige nybyggerier, der var under opførelse. Zink var et nyt produkt, der var indbegrebet af moderne arkitektur. I dag domineres byens skyline af mange mansardtage beklædt med zink.
Denne nye arkitektoniske stil spredte sig til mange andre lande i årene efter, herunder Holland, hvor borgerskabet tog den franske arkitektoniske stil til sig. I byer som Haag og Amsterdam finder man i dag mange villaer, hoteller og offentlige bygninger med zink-beklædte tage.
Kvalitet – optimal med RHEINZINK
Titaniumzink har i dag en meget lang levetid på trods af, at det dengang blev betragtet som et "sart" - eller "skørt" materiale. I det 18. århundrede gjorde et blyindhold på 1,4 %, at materialet kunne revne. Disse urenheder undgår man i dag, ved at anvende såkaldt elektrolytisk rensning med tilsætning af titanium og kobber. Dette gør materialet meget stærkere og mere stabilt.
Tidligere foretrak man at montere bølgeplader. Denne teknik skabte dog en del spændinger i materialet, hvilket medførte, at der opstod revner.
En anden historisk udbredt teknik er at beklæde taget med diamantformede ruder, som lukkes ved at lægge dem, så de overlapper hinanden. Dette system blev kun anvendt til stejle taghældninger. Derfor er de traditionelle mansardtage ofte beklædt med zink-ruder på de stejle flader og med bølgetag på de mere flade tagflader.
I dag er tagsystemer kendetegnet ved mange forskellige funktioner. Med udgangspunkt i fremragende produktkvalitet med titaniumzink fra RHEINZINK, som garanterer holdbarhed og sikkerhed, tilbydes planlæggere og arkitekter flere forskellige muligheder for individuelle tagløsninger. Stående dobbeltfals-system eller stående vinkelfals-system er blot to eksempler.
Ubegrænsede muligheder
Udover til tagdækning anvendes byggematerialet zink i dag til mange andre formål. Indtil 1800-tallet var tagrender overvejende lavet af træ. Af og til blev de belagt med bly for at forlænge deres levetid. Det indebar tungt, tidskrævende arbejde - og renderne krævede vedligeholdelse. Det er ikke længere nødvendigt med anvendelsen af titaniumzink.
Det tidløse udtryk, holdbarheden og formbarheden gør naturmaterialet zink til et interessant valg - også som facademateriale.
Facadesystemer udført i titaniumzink opnår et metallisk udseende og skaber stilfulde accenter, der fremhæver en bygnings udtryk. Ikke alene er en zinkbeklædning et ægte blikfang, den beskytter også bygningen mod vejrlig. Derudover giver denne type klimaskærm varmeisolering og sparer dermed energi.
Zink er blevet et udbredt materiale i byggeriet. Også tagrender og nedløb i zink har bevist deres kvalitet gennem de seneste årtier, ja endda århundreder.
Zink ses ofte på tage i historiske byer, men materialet anvendes også i moderne arkitektur. Fra kviste til tage på kirker eller facader på kontorbygninger, åbner det op for en stor alsidighed. Materialet blev populært i 90'erne af forrige århundrede, hvor arkitekturen opdagede materialet som facadebeklædning. Dette gav anledning til nye systemer og forpatineret zink, som gav materialet ny kraft.